Du har nu mulighed for at træne nogle af de emner, du har arbejdet med i grammatikdelen af almen sprogforståelse.

 

Nedenunder finder du en beskrivelse af de enkelte øvelser, udførlige instruktioner i, hvad du skal gøre, når du har åbnet øvelsen og et link til hver øvelse. NB! Øvelserne er ordnet efter stigende sværhedsgrad.

 

Øvelserne hentes fra VISL-programmet. Læs mere om VISL sidst i dokumentet.

Har du brug for en grammatisk håndsrækning, kan du på alle siderne åbne en basisgrammatik ved at følge dette link:

 

Basisgrammatik

 

 

VISL-øvelserne:

 

MatchMaker

 

I denne øvelse kan du træne de danske og latinske betegnelser for forskellige grammatiske begreber.

I Match form kan du træne ordklassernes navne og de forkortelser, der bruges i øvelserne.

I Match funktion kan du træne de danske og latinske navne for sætningsledene, samt forkortelser og symboler.

Du kan selv vælge, hvad du ønsker at træne, ved at trykke på knappen Ny quiz i øverste venstre hjørne.

 

Start Match form

 

Start Match funktion

 

 

Paintbox

 

I Paintbox skal hver ordklasse "males" med sin egen farve.

Tryk på Go! knappen for at vælge en tilfældig sætning, eller på studenterhuen for at vælge en bestemt sætning blandt de sætninger, der er lavet specielt til gymnasie-/hf-niveau.

Når du har valgt en sætning, skal du vælge ordklasse på paletten til højre og derefter klikke på det eller de ord i sætningen, der tilhører denne ordklasse.

 

Start Paintbox

 

 

Shooting Gallery

 

Også i Shooting Gallery gælder det om at identificere ordklasser, men her skal man være hurtig på aftrækkeren og nå at ramme de rigtige ord, inden de er gledet forbi.

Tryk på Play for at starte spillet, og på F2 når spillet er startet. Du kan ændre indstillinger (fx. niveau, antal ordklasser) ved at trykke på Game i øverste venstre hjørne.

 

Start Shooting Gallery

 

 

Word Fall

 

I denne øvelse gælder det igen om at identificere ordklasserne. Ordene falder ned ovenfra et efter et, og med piletasterne skal man styre dem ned i de rigtige kasser. Pil til siderne flytter ordet til den næste kasse, og pil ned får ordet til at falde ned i den kasse, du har markeret.

Til højre findes en straffeboks - når den er fyldt op (efter 3 fejl), rykker den næste sætning et stykke ned, og du har derfor kortere tid til at tage en beslutning!

Tryk på Play for at starte spillet, og på F2 når spillet er startet. Du kan ændre indstillinger (fx niveau, antal ordklasser) ved at trykke på Game i øverste venstre hjørne.

 

Start WordFall

 

 

Labyrinth

 

I labyrint-spillet gælder det om at føre en lille figur helskindet igennem labyrinten, der består af små felter - enten med navnet på en ordklasse eller en grå "mur". Oven over labyrinten står en sætning, hvor hvert ord efter tur er indrammet, og med piletasterne skal du føre den lille figur forbi et felt med den rigtige ordklasse. Hvis den rigtige ordklasse ikke umiddelbart er i sigte, skal du føre figuren gennem de grå mure, indtil du finder det rigtige felt. Men pas på - figuren forfølges af et spøgelse, og bliver den spist, mister den et af sine 5 liv.

Tryk Play for at starte og klik derefter på den røde, blinkende knap med musen. Herefter sendes den lille figur ned med faldskærm til startpunktet og der tælles ned til start.

 

Start Labyrinth

 

 

SpaceRescue

 

SpaceRescue er et spil, hvor du kan træne sætningsanalyse. Det er lidt mere kompliceret at komme i gang med end de andre, og det kan derfor anbefales at læse denne vejledning grundigt, før du går i gang.

I hver sætning skal du identificere de ord der hører med til de enkelte sætningsled. Først skal du skyde alle de ord ned, som hører med til sætningsledet. Det gøres med den blå Fighter der befinder sig neden for sætningen. Du kan bevæge den med piletasterne, og for at skyde spøgelserne ned skal du trykke på mellemrumstasten.

 

Når du har skudt alle ordene ned, sender du et Rescue Ship ved at trykke 'r'.

Herefter skal du identificere sætningsledet og sætte det rigtige tegn under. Med 'a' for op og 'd' for ned kan du vælge mellem analysetegnene til højre. Når du har fundet det rigtige, trykker du 's' for at "redde" sætningsledet. Hvis du har gjort alt rigtigt, kan du nu gå videre til næste led.

Når du har analyseret hele sætningen færdig skal du trykke 'r' igen, så vil hele sætningen blive ført væk og du får en ny at analysere.


Tryk på Play for at starte spillet, og på F2 når spillet
er startet.

 

Start SpaceRescue

 

 

Syntris

 

Syntris er bygget over spillet Tetris. Når man starter spillet, ligger der en sætning nederst, som er delt op i elementer. Ovenfra falder en "brik" ned med 4 forskellige analysetegn og betegnelser. Rækkefølgen af analysetegnene kan ændres med pil op eller pil ned. Det rigtige analysetegn skal flyttes ned i bunden af brikken. Når det er gjort, kan brikken trykkes på plads med mellemrumstasten. Pil til højre og pil til venstre flytter brikken hen til det sætningsled du ønsker at identificere. Hvis du laver fejl, bliver sætningen liggende i bunden og en ny lægger sig ovenpå. Først når du har lavet den nye sætning rigtigt, kan du prøve at rette fejlen.

Tryk på Play for at starte spillet, og på F2 når spillet er startet

 

Start Syntris

 

 

Mere VISL?

 

Har du fået mod på mere VISL?

Så prøv de samme spil og øvelser på fremmedsprogene:

Engelsk

Tysk

Fransk

Spansk

Latin

 

 

Om VISL

 

VISL (Visual Interactive Syntax Learning) er et sprogprojekt, der blev startet i 1996 på Syddansk Universitet i Odense.

Projektet har til formål at udvikle internetbaserede undervisningsprogrammer til grammatikindlæring.

Programmerne, som træner grammatiske begreber og bygger på kendte computerspil, findes i dag på 22 forskellige sprog.

VISL er frit tilgængeligt på Internettet på adressen:


http://visl.sdu.dk/