Undervisningen i musik

Skolen tilbyder udover musikundervisningen på C-niveau i gymnasiet og HF også musik på A- og B-niveau. Se under de enkelte studieretninger for at se, hvorledes faget indgår.

Kor og bands

Kor:

Skolens kor er for alle skolens elever. Vi øver en gang om ugen, og repertoiret er primært rytmisk. I det kommende år vil koret blandt andet være med i opsætningen af skolens musical, ligesom vi vil indlede et samarbejde med skolens band.

Skoleband: Hvis du spiller et instrument, eller synger, har du mulighed for at blive en del af skolens band, der øver fast med en musiklærer. Vi laver soulband, rockband eller andet, alt efter årets instrumentsammensætning og interesse.

Salonorkester: - for strygere, træblæsere og klaver. Elever og lærere danner et hyggeligt lille orkester til særlige lejligheder.

Øvrige bands: Der er mulighed for bands for at leje sig billigt ind i skolens musiklokaler efter skoletid. Bandene har mulighed for at optræde ved kulturaftenen og ved fredagscaféer.

Musikrejser og ekskursioner

Vi afholder undertiden kor- og bandture over en weekend og tager lejlighedsvis på ekskursion, når gode musiknavne er i byen.

Musikalske arrangementer

Elevernes kulturudvalg afholder ca. en gang om måneden Fredagscafe med musik og hygge.

Kulturaften

Her optræder skolens elektriske og akustiske bands, der læses digte og synges i stearinlysenes skær.

Musikforestillinger/musical

Hvert andet år opføres i jan.-feb. et stort musikværk med skuespillere, sangsolister, kor, musikere og dansere. Et kæmpeprojekt med 40-80 medvirkende. En intens oplevelse for alle medvirkende elever og lærere - og det store publikum.