Velkommen på Birkerød Gymnasiums Kostskoles hjemmeside.
Kostskolen er sammen med den øvrige del af skolen placeret i et af Nordsjællands absolut smukkeste naturområder, og samtidig tager det kun 30 minutter med S-tog til Københavns centrum.
At vælge at bo på en Kostskole er en stor udfordring og beslutning, og man bliver aldrig den samme igen. Man lærer nye normer og værdier at kende, og lever sammen med 75 unge, som kommer fra andre miljøer og lande. Man er del af et fællesskab som er kernen i kostskolelivet.
Eleverne bor, spiser, arbejder, fester, griner, græder og lever sammen i fællesskabet, hvor man deler en masse oplevelser, og hvor alle har det samme mål, nemlig at få en studenter-. HF- eller IB-eksamen. Man skal kunne forvalte sin tid og sine talenter godt for at finde en god balance i dagligdagen, og forholdet imellem personale og elever er præget af en høj grad af gensidig tillid. Man vil hinanden det godt.
Det er en fundamental forudsætning for et godt kostskoleliv, at man tør åbne sig overfor andre, og at man er villig til at investere en stor del af sig selv i det nye fællesskab. Det forventes, at man deltager aktivt i Kostskolens dagligdag, og at man engagerer sig i de mange fællesaktiviteter der foregår. Det er en selvfølge at man er studieaktiv og prioriterer skolearbejdet højt.
Gevinsten for denne indsats er til gengæld meget værd. Evnen til at begå sig socialt udvikles markant, og de venskaber man får på Kostskolen kan blive en stor hjælp senere i livet. Men husk, at som i alle livets forhold gælder det også her, at et valg forpligter. Vælger man et spændende kostskoleliv, så vælger man også at sige ja til et aktivt og udfordrende liv.
Vi glæder os til at byde dig velkommen til fællesskabet på Birkerød Gymnasiums Kostskole.
Venlig hilsen
Anders Kloppenborg
Rektor
©