En kostskole er på mange måder et miniaturesamfund, og i samfund af enhver slags er det nødvendigt med regler. Kostskolens samlede regler fremgår af Kostskolens ABC. Reglerne skal give plads til alle, samtidig med at hensynet til fællesskabet varetages. På Birkerød Kostskole har ca. halvdelen af kosteleverne en udenlandsk baggrund. Det giver store muligheder for personlig udvikling, men stiller også krav til alle om at vise gensidig forståelse og respekt for hinandens forskelligheder.
Det skal imidlertid slås fast, at Birkerød Kostskole er en dansk kostskole med en international atmosfære. Det vil sige, at den måde, hvorpå dagligdagen organiseres og problemer løses på, bunder i danske traditioner og normer.
Fra skolens side vil vi gøre vores bedste for hele tiden at have kontakt til og støtte den enkelte kostelev, men på samme tid stiller vi også helt klare krav til elevernes adfærd.
Grundlæggende skal alle henstillinger og anvisninger fra kostlærerne, køkkenlederen og det øvrige personale følges af eleverne. Manglende overholdelse af disse samt kostskolens regler i øvrigt kan medføre, at én af tre sanktioner tages i brug:
- Skriftlig advarsel
- Midlertidig bortvisning
- Permanent bortvisning
Narkotika
Det er under enhver form forbudt at:
- være i besiddelse af narkotika (herunder hash), mens man er elev på kostskolen
- indtage eller være påvirket af narkotika, mens man er elev på kostskolen
Overtrædelse af disse forbud medfører øjeblikkelig bortvisning fra kostskolen.
Alkohol
Det er kun tilladt at drikke vin og øl på kostskolen, når tilladelse hertil er indhentet hos den vagthavende kostlærer. Det er forbudt selv at opbevare vin, øl og spiritus på kostskolen. Der vil normalt kun kunne gives tilladelse til indtagelse af alkohol fredag eller lørdag aften. Vagthavende kostlærer skal vide, hvem der deltager, og hvor meget man har tænkt sig at forbruge, inden en evt. tilladelse gives. Når man har afholdt sin sammenkomst, skal overskydende drikkevarer straks afleveres til kostlæreren, der stiller det i depot.
Elevforpligtelser
Hver enkelt elev er forpligtet til hver eneste dag at yde sit bedste og til at være en god kammerat, der bidrager positivt til fællesskabet. Derudover har eleverne følgende huslige pligter:
- Rengøring af egne værelser
- Oprydning af depoter samt rengøring af gange og tekøkkener
- Oprydning af alle fællesarealer
- Udføre køkkenvagt: Eleverne hjælper 2 og 2 med til at lave mad i køkkenet en uge af gangen (dvs. 1 til 2 uger om året pr. elev).
Løbende over ugen tilbydes der i fritiden elevaktiviteter, som kostskolen arrangerer. Det er målet, at alle kostelever deltager i mindst en organiseret ugentlig fritidsaktivitet sammen med kammeraterne. Aktiviteterne kan også arrangeres af kosteleverne selv.
Mobning
Mobning er fuldstændig uforeneligt med det grundlag, vi driver Birkerød Kostskole på og er forbudt under enhver form.
Gæster
Eleverne er velkomne til at invitere gæster på kostskolen og også til at invitere dem til at deltage i et måltid. Der skal indhentes tilladelse hos køkkenlederen eller køkkenet. Der skal indhentes tilladelse hos vagthavende kostlærer, hvis gæster bliver mere end én dag. Gæster er omfattet af samme regler som kosteleverne, når de er på besøg på kostskolen, og det er værtens ansvar at sikre sig, at gæster man har inviteret og fået tilladelse til at have på besøg, ubetinget følger kostskolens regler. Derfor skal værten være sammen med gæsterne. Gæster forlader senest kl. 23.00 søndag-torsdag og senest kl. 01.00 fredag og lørdag nat medmindre andet er aftalt med vagthavende kostlærer. Gæster frabedes til Kostskolens officielle fester, dog undtaget gæster, som for længere periode huses af en kostelev, eller gamle kostelever, som har boet sammen med nuværende kostelever. Disse skal dog altid tillades af den vagthavende lærer.
Internet
Der er internetopkopling på hvert kostelevværelse. Kostelevernes færden på internettet er omfattet af de samme regler som for skolen som helhed, dog er privat brug af internettet tilladt for kosteleverne. Enhver brug af nettet, der medfører begrænsninger for andre brugere, er forbudt. Det er f. eks. ikke tilladt at anvende fildelingsprogrammer. De til enhver tid givne instrukser skal følges.
Opholdsafgift
Der betales opholdsafgift efter særlige regler, se Appendix om kostskolebetaling. Opholdsafgiften opkræves i 10 rater. Betaling af opholdsafgiften er en forudsætning for ophold på kostskolen. Opsigelsesvarslet er 1 måned
Ferie og hjemrejse
Kostskolen har lukket i efterårsferien, juleferien, vinterferien, påskeferien og sommerferien. Derudover er kostskolen altid åben. Kosteleverne skal hver torsdag give besked om, hvor de tilbringer weekenden, og hvilke måltider de deltager i.
©