Naturvidenskabeligt grundforløb
Det naturvidenskabelige grundforløb er en introduktion til de naturvidenskabelige fags fællestræk og forskelligheder. Der arbejdes på tværs af fagene fysik, kemi, biologi og naturgeografi, og formålet er at give en indsigt i den naturvidenskabelige tankegang og arbejdsmetode. Undervisningen er tilrettelagt tematisk, og en væsentlig del af tiden vil blive brugt på eksperimentelt arbejde. Igennem forløbet opnås en viden om naturvidenskabens rolle både i historisk, samfundsmæssigt og etisk perspektiv. Læs mere detaljeret om naturvidenskabeligt grundforløb på BG
Almen sprogforståelse
Formålet med faget almen sprogforståelse, som er placeret i grundforløbet på alle studieretninger, er at give alle elever en bred forståelse af sprogenes historie, hvordan de er opbygget, og hvordan sprog fungerer som kommunikationsredskab i bredeste forstand. Desuden undervises du i alle elementære analysemetoder, så du bliver i stand til at videreudvikle dine færdigheder ikke kun inden for fremmedsprog, men også i dansk. Derigennem oparbejder du en større forståelse for de sammenhænge, sproget indgår i. Dette fag er tilrettelagt som et samarbejde mellem dansk og de fremmedsprog, der indgår i studieretningen. Læs mere detaljeret om almen sprogforståelse på BG.
Almen studieforberedelse
Almen studieforberedelse er et samarbejde mellem fag på tværs af gymnasiets tre faglige hovedområder: naturvidenskab, humaniora og samfundsvidenskab. Her arbejdes der med betydningsfulde natur- og kulturfænomener og centrale forestillinger fra fortid og nutid under anvendelse af teorier og metoder fra alle områderne. Faget strækker sig over alle 3 gymnasieår, men indgår allerede i grundforløbet med et stort antal timer. Her vil du meget tidligt mærke, hvordan dit studieretningsvalg sætter sit præg på, hvad I kommer til at beskæftige jer med i de projektarbejdsperioder, der er planlagt allerede i løbet af det første halve år. I modsætning til de to andre tværgående fag forløber almen studieforberedelse over alle tre år. Faget afsluttes i 3.g med et skriftligt oplæg, hvor elementer fra flere fag indgår. Oplægget forsvarer du ved en mundtlig eksamen. Læs mere detaljeret om almen studieforberedelse på BG.
©