onsdag den 11. okt. 23

Så er det tid til AP by Night

Hvorfor er AP så vigtigt? Undervisningen i grammatik huskes af mange som kedelig, angstfremkaldende, foruroligende, forbundet med nederlag eller simpelthen ren og skær glæde. Undervisningen i sprogforståelse kan tage form af kedelige, løsrevne grammatiske rutineøvelser. Men IKKE på BG, der åbner AP op for helt nye verdener og faglig indsigt – hvis du vil....?

For unge, der går på BG, er undervisningen i sprog heldigvis ikke kun en omgang løsrevet grammatik. Både i danskfaget og i gymnasiets mange øvrige sprogfag - tysk, fransk, engelsk, spansk, - lærer eleverne nemlig i dag ikke at skelne mellem grammatik og sprog. Men derimod at opnå en følelse af at stå på to ben – og erhverve sig både sproglige kommunikative færdigheder og en overordnet sproglig kommunikativ bevidsthed. Alt dette gøres ikke kun om dagen i skoletiden, men nu også om ”natten” på Birkerød gymnasium, HF og IB, hvor der snart vil være tomt på gangene. Klokken vil nærme sig fyraften, undervisningen vil være slut, og de fleste ansatte gået hjem. Men lytter man godt efter, vil man snart kunne høre en summen – ét sted vil der blive liv igen. På ”AP-værkstedet – BG by night” vil der den 12.10.23 fra klokken 19.00 -21.00 være fyldt med elever, og bunker af papir, blyanter og bøger. Rundt om bordene i kantinen på BG, vil der blive hygget og talt - og tekster, sproglige strukturer, syntaks, morfologi og sproghistorie vil blive studeret flittigt. Det er nemlig snart sprognat- ”AP-by night ”på Birkerød Gymnasium - og så vil alting se lidt anderledes ud i mørkets skær.

På ”AP-natten” indrettes kantinen på BG til et område, hvor gymnasiets 1.g elever indbydes til at komme og øve og træne, det de allerede er godt i gang med at lære ude i klasselokalerne i faget AP. Idéen med AP-værkstederne (både dem om eftermiddagen og om aftenen) er, at elevernes sproglige færdigheder og bevidsthed styrkes, så deres læringsproces faciliteres og støttes, mens den samtidig er i fuld gang ude i klasselokalerne inden den afsluttende eksamen den 1.11. ”Ofte overlades elever nemlig alt for meget til sig selv, når de skal bestå en eksamen, og da det er deres allerførste eksamen på BG føler jeg og min kollega, Martin Løfwall, at det er vigtigt, at alle vores nye 1.g elever kommer godt fra start”, udtaler skrive og AP-konsulent på BG, Birgitte Holm Halkjær sig. Som studerende kan man komme til at føle sig overladt til sig selv, når man starter på en videregående uddannelse, hvor en stor del af studiearbejdet ligger uden for skolen.

På ”AP-by-night- værkstedet” skal de studerende, i ugen op til den endelige eksamen i AP og latin, kunne se sig omkring og opleve ligesindede, der arbejder, går i stå, spørger om hjælp, leder efter verber, interjektioner og substantiver i tekster og sukker og jubler i deres higen efter en forståelse af sproget kommunikative strukturer og mening. Alt det, der hører sig til i en læringsproces. ”Elever lærer ved at spejle sig i andre elever, og ved at lære at forstå, at når de går i stå eller bliver frustrerede, så er de faktisk lige netop midt i det, som kendetegner en rigtig god læringsproces. En erfaring de vil kunne tage med sig videre alle tre år på BG”, fortsætter Birgitte.

Under AP-natten etableres et hyggeligt læringsmiljø, hvor alle elever vil sidde sammen og lære side om side. I løbet af aftenen får eleverne rig mulighed for at dele deres frustrationer, drøfte deres overvejelser og spørgsmål løbende, som de opstår både med sig selv, hinanden og deres undervisere. ”Som undervisere i sprog står vi på Birkerød Gymnasium til rådighed med opmuntrende ord og opklarende hjælp. Og for at hjælpe den gode atmosfære på vej, serverer vi kaffe, te og kage til vores elever”. Samtidig vil der udover lærerne også være dygtige 2.g elever til stede, som vil pendle fra bord til bord for at give gode råd og svare på spørgsmål. Nogle første års elever vil have brug for hurtige svar på konkrete grammatiske spørgsmål, mens andre vil have brug for en kærlig peptalk eller et par opløftende tro-på-dig-selv-råd. En central del af ”AP- by night” er at skabe en god atmosfære og et godt læringsmiljø, hvor der skal være plads til at kvaje sig, det er nemlig en meget vigtig del af elevernes dannelse og læringsproces frem mod ethvert mål.

Det er derfor vigtigt i bedste BG-ånd at motivere eleverne til at turde kvaje sig i forbindelse med sprogindlæringen. ”Formålet med at undervise i grammatik er, at eleverne skal opnå en sproglig bevidsthed, blive nysgerrige på sprog og sprogbrug, og dermed på sigt gøre deres eget sprog bedre på både skrift og i tale. Vi underviser ikke kun i grammatik for at eleverne skal lære at finde subjekt og verballed og sætte komma”, udtaler lektor Birgitte Holm Halkjær sig. Og hun fortsætter, ”al nyere forskning peger således i retning af, at tilegnelsen af en stor sproglige bevidsthed i høj grad afhænger af et trygt læringsmiljø, motivation, kommunikativ interaktion og et funktionelt sprogsyn på indlæringen.” Når børn begynder at tale, og de for eksempel lærer at sige ‘vil ha’ mad’, så finder de på et tidspunkt ud af, at mad kan byttes ud med for eksempel ‘brød’, eller ”vil bede om leverpostej på brød”, og så kan de pludselig udtrykke sig langt mere præcist. Når de så også finder ud af, at verbet kan byttes ud med andre verber, og at substantivet kan byttes ud med andre substantiver, og at adjektiver kan farve og beriger sproget, så udvider de deres sproglige bevidsthed mange gange, blot ved brugen af forskellige ordklasser”.