På Birkerød gymnasium kan du, afhængig af hvilken studieretning du har valgt, tage biologi på alle tre niveauer (C, B og A). På C-niveau beskæftiger man sig med emner som: Cellen, nedarvning, menneskets fysiologi, økologiske tilpasninger samt bioteknologiske metoder og deres anvendelse.

B-niveauet bygger videre på emnerne fra C-niveauet og nye emner som bl.a. enzymer, evolution, hormoner og nervesystemet kommer til. Kernestoffet på A-niveauet går et spadestik dybere i biologien og bygger på både overordnede og detaljerede sammenhænge mellem struktur og funktion på alle organisationsniveauer.

Det eksperimentelle arbejde står selvfølgelig centralt for biologi på alle tre niveauer. Det foregå både på skolen, som laboratoriebesøg i private virksomheder og i universitetsregi. En studieretning med biologi på A-niveau kræver selvfølgelig også, at man ”kommer en tur i felten” dette kan være såvel indenlands som udenlands. (se billeder).

På BG har vi to biologiske studieretninger: Studieretning 3A (Bio.A – Idr.B – Mat.B) hvor biologi i emne- og projektforløb arbejder tæt sammen med idræt og matematik - og Studieretning 3B (Bio.A - Kem.B – Mat.B) hvor kemi og matematik er tætte samarbejdspartnere, ikke mindst indenfor det bioteknologiske område. Begge studieretninger har et frit A-niveau valg, hvilket giver fine muligheder for at tone begge studieretninger til slagkraftige studentereksamener.